Tre lokale malere udstiller

BROVST:De lokale amatørkunstnere Rigmor Hansen, Lise Nielsen og Kjeld Eriksen udstiller i perioden 3.juni – 25. juni på Bratskov. Rigmor Hansen er født og opvokset på landet. Hun bor nu i Stagsted. På et malerkursus i Lerup Gamle Præstegård blev interessen for malerkunsten vakt. Rigmor Hansen kan bedst lide at male naturbilleder, men forsøger også andet. Alle hendes billeder er akryl på lærred. Lise Nielsen er bosiddende på Øland og hun har altid været kreativ. Først de senere år er hun blevet opslugt af maleriets fascinerende udtryksformer – at fremstille sit eget univers af landskaber, bygninger, dyr og portrætter – i figurativ, abstrakt form med akryl på lærred eller papir. Hendes seneste serie, portrætter, som ses på udstillingen på Bratskov, har været en meget spændende proces, fortæller hun. Også Lise Nielsen har taget malerkurser, blandt andet på Aalborg Kunstskole og hos Peter Skjøtt, Aalborg Kjeld Eriksen, den tredje af malerne, har en uddannelse som formnings- og billedkunstlærer og bor i Brovst. Kysten, havet og stranden og det liv, der udfolder sig der, har altid fascineret ham meget. Inspiration og motiv til billedmæssig skaben har det derfor været naturligt for Kjeld Eriksen at hente her – hvad enten han har arbejdet med akvarel, glas, collage eller oliemaleri. På en rejse til Lofoten har Kjeld Eriksen hentet inspiration til maleri, der også har havet og kysten som motiv.