Tre måneders fængsel til rocker

AALBORG:En 31-årig Hells Angels rocker er blevet idømt tre måneders ubetinget fængsel ved byretten i Aalborg for hashhandel og for at have været i besiddelse af en pistol med tre skarpe patroner. Pistolen og de 609 gram hash blev fundet på den 31-åriges bopæl under en ransagning sidste år, efter politiet havde fået et tip om hashhandel på adressen Den 31-årige erkendte i retten, at hashen var til videresalg og forklarede, at pistolen er nødvendig som beskyttelse, når han er medlem af Hells Angels. Den 31-årige modtog dommen.