Tre mænd er sat på fri fod efter skyderi ved supermarked

En mand blev såret af skud under konfrontation. - Vi efterforsker på fuldt tryk, siger Nordjyllands Politi.

Ritzau
Politi Foto: Pressefoto Rigspolitiet
3. april 2017 18:52 - Opdateret 3. april 2017 18:53

Efter en skudepisode i det østlige Aalborg søndag aften har politiet anholdt tre mænd.

Politiet har efterforsket sagen på højtryk hele mandagen, og mandag aften oplyste politiet, at de tre mænd er sat på fri fod igen, oplyser Nordjyllands Politi.

Mændene vil ikke blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.

Det var på parkeringspladsen ved et Kiwi-supermarked på Saltumvej, at der søndag ved 21-tiden blev løsnet skud under et opgør med adskillige indblandede. Ifølge politiet var der en "række personer og biler til stede".

Efter skuddene kørte flere biler fra stedet, oplyser politiet.

Det endte med, at én blev ramt af skud i sit ene ben, og også en anden mand blev kørt på traumecentret.

Sidstnævnte havde dog kun fået overfladiske skrammer, som opstod, da han blev påkørt af en bil, oplyser politiet mandag.

- Der skete på stedet en konfrontation, hvorunder der blev afgivet skud, udtaler vicepolitiinspektør Anders Uhrskov fra Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Heri hedder det også, at politiet "efterforsker på fuldt tryk".

Politiet oplyser ikke, hvor mange skud der blev affyret, men der er tale om "flere" skud.

De nu løsladte mænd er 23, 23 og 27 år. Både den skudsårede og den anden tilskadekomne er blandt dem.

Om der blev brugt et eller flere skydevåben, kan Anders Uhrskov ikke udtale sig om mandag middag.

- Vi har det ikke fuldstændig klarlagt endnu, siger han til Ritzau.

Om de involverede siger han:

- Vi ved, at det er sket i det kriminelle miljø, men nærmere kan jeg ikke komme det.

Politiet håber på at få hjælp fra eventuelle vidner til den voldsomme hændelse eller fra andre, der ved noget om sagen.

Som reaktion på opgøret har politiet intensiveret patruljeringen i Aalborg Øst.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...