Retspleje

Tre mænd fængslet fire uger i skudsag

HILLERØD:Efter et fire timer langt grundlovsforhør ved retten i Hillerød blev tre mænd i går fængslet i hver fire uger, heraf 14 dage i isolation. De blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør, sigtet for drabsforsøg mod en 26-årig mand, der onsdag aften blev skudt i hovedet i Holløse i Nordsjælland. Politiet begærede lukkede døre under retsmødet, fordi det ikke kan udelukkes, at der er en eller flere gerningsmænd på fri fod. Den 26-årige mands tilstand var torsdag kritisk, men stabil. De tre mænd på 27, 29 og 30 år, som er godt kendt af politiet, kærede alle fængslingen til landsretten, oplyser vicekriminalinspektør Niels Larsen fra Hillerød Politi. /ritzau/