Nørresundby

Tre mænd sigtet for at smadre ruder

NØRRESUNDBY: Det er politiets opfattelse, at der kan have været tale om et internt opgør, da tre mænd smadrede ruder til en fjerde mands lejlighed i Vestergade søndag aften. Vagthavende hos Aalborg Politi oplyser, at rudeknuseriet fandt sted kort før kl. 21, da to termoruder til en 27-årig mands bopæl blev smadret med hammer. Flere personer blev set køre fra stedet i en personbil, og ved 02-tiden ud på natten standsede politiet en bil med tre mænd, som nu er sigtet for at stå bag hærværket. De tre mænd er henholdsvis 32, 34 og 34 år, og de er alle fra Aalborg-området. Alle tre er sigtet for hærværket, og desuden blev den af de tre, der kørte bilen, sigtet for spritkørsel. Vagthavende hos Aalborg Politi oplyste i går, at der vil blive efterforsket nærmere i baggrunden for episoden, og det kan ifølge vagthavende muligvis føre til, at sigtelsen mod de tre anholdte udvides til at omfatte en form for trusler. tino