Tre mænd solgte 300 kilo hash og sendes i fængsel

Retten i Kolding har tirsdag idømt tre mænd op til 3,5 års fængsel for at handle med store mængder hash.

hash Foto: Free/Colourbox

hash Foto: Free/Colourbox

Handel med 300 kilo hash har tirsdag kostet tre mænd fængselsstraffe på op til tre år og seks måneder.

De tre mænd var anklaget for at have videresolgt ikke mindre end 495,1 kilo hash til en større personkreds. Men Retten i Kolding mente ifølge en af mændenes forsvarer, at det kun var blevet bevist, at de havde solgt 300 kilo hash.

Salget skulle være sket mellem begyndelsen af 2011 og september 2014.

Morten Bødker, som er kendt for at være medlem af rockergruppen Hells Angels i Randers, fik tre års fængsel. Ifølge anklagen var det ham, der instruerede de to andre til at videresælge stofferne, som de blandt andet opbevarede i Vejle.

To gange i løbet af september 2014 blev de afsløret af politiet, som i alt beslaglagde 2,6 kilo af det hash, de nu dømte mænd prøvede at få afsat.

Også Heinrich Prøsch blev idømt tre års fængsel, mens Tim Lundgren Jakobsen som den eneste blev idømt tre år og seks måneders fængsel.

Han var da også anklaget for flere andre ting. Blandt andet havde han været i besiddelse af en halvautomatisk pistol, noget kokain og en mindre mængde hash.

De tre mænd har tirsdag valgt at modtage dommen.

Morten Bødkers advokat Michael Juul Eriksen siger til Ritzau, at han inden dommen havde procederet for, at hans klient ikke burde dømmes for salg af mere end 250 kilo hash.

Da han kun mangler at afsone omkring seks måneder af straffen, valgte han ikke at anke. Bødker har allerede siddet varetægtsfængslet i 18 måneder.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.