Tre mænd tiltalt efter skudduel i Aalborg

Skuddrama i Reberbansgade har nu ført til, at tre mænd er tiltalt for forsøg på manddrab.

Tre personer er tiltalt for forsøg på manddrab efter skudopgøret i Aalborg sidste år. Akivfoto: Martin Damgård

Tre personer er tiltalt for forsøg på manddrab efter skudopgøret i Aalborg sidste år. Akivfoto: Martin Damgård

Tre mænd på henholdsvis 39, 28 og 21 år, der alle er fra Aalborg, er nu blevet tiltalt for forsøg på manddrab i forbindelse med den voldsomme skudduel i Reberbansgade i Aalborg 17. oktober i fjor. Statsadvokaten for Nord- og Østjylland har netop lagt sidste hånd på anklageskriftet, og straffesagen mod de tre mænd begynder i Retten i Aalborg 12. august i år. Ifølge anklageren, statsadvokatassessor Kim K. Kristensen, kommer nævningesagen til at strække sig over to måneder med afhøring af ikke færre end en snes vidner. Der er på forhånd afsat 10 hele retsdage til sagen, og der forventes at falde dom senest 11. oktober. Et mirakel at ingen døde Skudopgøret mellem den 39-årige rocker på den ene side og de to andre mænd med indvandrerbaggrund på den anden fandt sted på åben gade i Aalborgs midtby ved 19-tiden. Der blev affyret en byge af skud mod hinanden, og politiet er af den opfattelse, at det nærmest er et mirakel, at ingen mistede livet - hverken aktørerne selv eller helt tilfældige mennesker på gaden. Dog blev den 21-årige som den eneste ramt af flere skud, der ramte ham i overarmene, brystet, ballerne og venstre lårben. Kamp om narkomarkedet De tre pistolmænd har alle udsigt til langvarige fængselsstraffe, hvis de dømmes skyldige i drabsforsøg. Motivet til det dramatiske skudopgør menes at være uoverensstemmelser angående fordelingen af narkomarkedet i Aalborg.