Vold

Tre mand anholdt for overfald

Svendborg, søndag /ritzau/ En 18-årig mand blev søndag varetægtsfængslet, efter at han og to kammerater lørdag nat havde været involveret i flere voldssager i Svendborgs gader. Det hele begyndte, da en af kammeraterne befamlede en pige på gaden. Pigens kæreste forsvarede hende, og det udviklede sig til et overfald på kæresten. Senere på aftenen kom den 18-årige og hans to kammerater op og toppes med tre andre fyre. Det udviklede sig også til regulær vold, og kort efter blev de tre mænd anholdt. Den 18-årige, der er prøveløsladt, nægtede af afgive forklaring til politiet og blev varetægtsfængslet frem til 15. november. De to kammerater blev løsladt, men er sigtet for henholdsvis vold og blufærdighedskrænkelse. /ritzau/