Tre mand nægter spektakulært bankbokskup

Nægter at stå bag mislykket kup i Brønderslev, hvor en patruljebil blev påkørt af en gummiged

Arkivfoto

Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Tre nordjyske mænd på 29, 48 og 60 år, nægter at stå bag spektakulære bankboks-kup i både Nordjylland og Midtjylland, men erkender en stribe mindre villaindbrud.

Fredag formiddag begyndte den omfattende retssag ved Retten i Hjørring, hvor mændene udover to bankboks-kup, står tiltalt for en række villaindbrud, biltyverier, databedrageri og våbenbesiddelse. Forhold der strækker sig fra 2011 til 2014.

Hele sagen startede med det mislykkede bankbokskup i Brønderslev i 17. april 2014, hvor de tre mænd angiveligt først skulle have begået indbrud i tre banker i henholdsvis Taars, Aabybro og Klokkerholm, inden de slog til i Brønderslev, hvor en stjålen gummiged blev kørt ind i facaden i banken i Brønderslev.

Mens der de første tre steder ikke blev stjålet noget, så var tyvene lige ved at slippe af sted med knap 850.000 kroner fra Brønderslev. Det lykkedes dog ikke, da en patrulje fra Nordjyllands Politi ankom til banken midt under indbruddet. Tyvene kørte med gummigeden ind i patruljevognen, og slap efterfølgende fra politiet.

En stribe anklager

Efterfølgende rettede politiet mistanke mod de tre mænd, der også blev sat i forbindelse med blandt andet en stribe villaindbrud, hvoraf det ene var af særlig grov beskaffenhed. I forbindelse med dette indbrud er en fjerde mand også tiltalt. Han nægter sig skyldig.

Derimod erkender de tre hovedtiltalte, at have begået en håndfuld mindre indbrud i Kolding og i Nordjylland.

De tre mænd er også tiltalt for at stå bag bankboks-kup fra 2011 i Balling med samme fremgangsmåde, som I Brønderslev. Ved dette kup, slap tyvene afsted med 4,2 millioner kroner. Også dette forhold nægtede de tre mænd sig skyldige i.

Tvivl om beviser

De tre hovedtiltalte blev anholdt i december sidste år, og har siden siddet varetægtsfængslet. Sagen har dels været lang at efterforske, men sagen har også trukket ud på grund af juridiske sværdslag i forbindelse med retssagen.

To gange tidligere er sagen blevet udsat, fordi forsvarerne protesterede mod anklagemyndighedens bevismateriale. I forbindelse med efterforskningen, har politiet foretaget aflytninger - blandt andet af den 48-åriges bil.

Men denne aflytning mente forsvarerne ikke kunne bruges, da politiet havde fået tilladelse til aflytningen på baggrund af en mistanke om røveri, og altså ikke tyveri.

Netop aflytningerne af de tiltalte udgør en meget central del af anklagemyndighedens bevisførelse, og derfor tog både byretten og senere landsretten stilling til, om aflytningerne kunne bruges som bevismateriale. Begge retter fandt, at anklagemyndigheden måtte bruge aflytningerne.

Der er afsat 10 retsdage til sagen. På mandag afgiver de tiltalte forklaringer i forholdene omkring bankkuppet i Brønderslev.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.