Tre medaljesæt ved NM i fodbold
Himmerlandscentrets Idrætsefterskole gjorde det godt ved de nordjyske mesterskaber i indefodbold
HAVERSLEV: Pigerne A på Himmerlandscentrets Idrætsefterskole i Haverslev HCI sikrede sig guld, mesterskab og pokal ved de netop overståede nordjyske mesterskaber i indendørs fodbold for efterskoler i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Stævnet resulterede i øvrigt medaljer til tre af samtlige fire deltagende hold.
I pige A vandt HCI-pigerne deres indledende gruppe, hvorefter de var klar til finalepuljen med 3 andre hold. Her blev det til sejre i de to første kampe, hvorefter man stod overfor den afgørende gulddyst mod Ingstrup.
Vinderen af kampen ville sikre sig guld, mesterskab og pokal. HCI havde en lille fordel i bedre målscore fra de andre kampe og kunne derfor nøjes med uafgjort.
Det blev en taktisk og nervøs præget kamp, hvor Ingstrup hurtigt bragte sig foran med 1-0.
Den stilling hold længe, men med et par minutter igen fik HCI udlignet og trods store chancer til begge hold blev der ikke scoret yderligere. 1-1 og dermed guld til HCI.
I pige B ville HCI ikke stå tilbage for deres veninder på A-holdet, og faktisk sikrede de sig guldet på nogenlunde samme måde. Holdet kunne nøjes med uafgjort i den sidste kamp for at sikre sig NM, og sådan blev det, og dermed dagens anden guldmedalje til HCI.
I drenge B stod HCI også med guldchance forud for sidste kamp, som stod mod et meget stærkt hold fra Åbybro. Respekten var måske for stor, for HCI-drengene fik aldrig gang i spillet og tabte da også kampen, men sikrede sig dog et sæt fortjente sølvmedaljer.
Også drenge A var med i finalespillet, hvor holdet ganske overraskende tog point fra storfavoritterne fra Åbybro med mange AaB-talenter på holdet. Desværre kom der ikke point ud af de to øvrige kampe i puljen og HCI sluttede derfor som nummer 4 lige udenfor medaljerækkerne.
De to pigehold fra HCI skal i slutningen af februar repræsentere skolen ved de danske mesterskaber, som spilles i Hedensted.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.