EMNER

Tre meter slæb

MØGELTØNDER:Prinsesse Marie havde ikke valgt en dansk designer til sin brudekjole, men derimod modehuset Arasa Morelli, som har til huse i Barcelona og desuden i Genève i Schweiz, hvor hun selv har boet indtil brylluppet. Kjolen er en haute couture kreation udført i 1800-tals inspirerede Calais-kniplinger med blomstermotiver i fransk broderi. Den er off-white og foret med elfenbensfarvet repsvævet silke-taft fra et væveri i Loiredalen i Frankrig. Og på den måde har Prinsesse Marie også fået en del af Frankrig med, hvor hun boede, indtil hun var 10 år. Måske er der også tænkt på Tønder og brudens nye hjemegn, for kjolens overdel består af fint broderede kniplinger, ligesom sløret er kantet med kniplinger. Kjolen munder ud i et tre meter langt slæb. /ritzau/