Tre millioner kroner for nyt orgel

} UDSKIFTNING: Efter mere end 100 års tro tjeneste har det gamle Frederik Nielsen orgel i Storvorde Kirke spillet sin sidste tone. I stedet venter man nu på, at det nye bliver færdigproduceret. - Vi får det nye orgel hos Marcussen i Aabenraa en gang i foråret, og så regner vi med, at de første toner kan høres efter sommerferien, siger sognepræst Ove Paulsen. Snakken om at få udskiftet kirkeorglet tog fat i 1996, hvor orglet fyldte 100 år. - Orglet var meget hårdt i anslaget, så det var meget hårdt for organisten. Vi troede i første omgang, at vi kunne reparere orglet, men det lod sig ikke gøre, husker Ove Paulsen. Siden da er det gået slag i slag med at finde frem til det helt rigtige orgel, blandt andet har man haft domorganisten til at høre på forskellige orgler. - Derudover har vi også haft planer om at sænke gulvet i tårnet, så det kom i niveau med skibets, men det modsatte Nationalmuseet sig på grund af, at der er tale om en original gravhvælvning fra 1700-tallet, forklarer sognepræsten. Det nye orgel bliver i øvrigt tre gange så dyrt som Fredrik Nielsen orglet og koster den nette sum af tre milioner kroner, inklusiv ombygning af kirkerummet. } RENOVATION: Der bliver ikke afhentet skrald juleaften eller nytårsaftensdag fra ejendomme, der normalt får tømt dagrenovation. Istedet vil der være afhentning dagen forinden i begge tilfælde. Fra 1. januar 2005 vil ejendomme med 14 dages tømning, som plejer at få hentet i ulige uger, i stedet få det hentet i lige uger. Og pudsigt nok gælder modsatte også.