Tre nordjyske borgmestre går forrest som velfærdssoldater

Af Pia Pedersen, næstformand i FOA Nordjylland, Østerport 2, 9000 Aalborg

VELFÆRD:FOA Nordjylland har hænderne højt oppe over hovedet i disse dage, og det er tre nordjyske borgmestres fortjeneste.

De har nemlig banet vejen for, hvordan deres borgmester-kolleger i resten af landsdelen kan skabe bedre velfærd for borgerne.

De tre er nemlig ved at sende et ekstraordinært højt antal ufaglærte medarbejdere i uddannelse, så de bliver faglærte.

Trekløveret er gået forrest med en ambition om at gøre kommunernes arbejdsstyrke dygtigere til at hjælpe vores børn, vores gamle og dig og mig.

FOA Nordjylland siger hermed tak for tilbagemeldingen til borgmestrene Mogens Gade i Jammerbugt, Thomas Kastrup Larsen i Aalborg og Ulla Vestergaard i Thisted Kommune.

Eksempelvis kommer en række pædagogmedhjælpere nu 42 uger i skole, så de bagefter kan kalde sig pædagogiske assistenter. Dermed bliver de endnu dygtigere til at forstå børns adfærd og behov. De får nogle redskaber til at lave meningsfulde aktiviteter med børnene. De vil få bygget teori på deres praktiske viden og fungere i et arbejdsfællesskab og løse kerneopgaven i samarbejde med de øvrige ansatte i institutionerne.

Nogle andre ufaglærte i kommunerne skal på skolebænken for at blive rengøringsteknikere. Aldrig før har der været så stort et behov på plejehjem, skoler og andre kommunale institutioner for at kunne gøre rent på sikker og forsvarlig vis.

Det vil de faglærte kunne gøre, så sundhedsminister Magnus Heunicke nærmest ville blive stolt, hvis han så, hvor dygtige de bliver. Vi ved ikke præcist, hvor mange ufaglærte de tre kommuner sender på uddannelse. Men vi kan allerede nu sige, at tallet aldrig har været højere på den type velfærdsuddannelser i de tre kommuner.

Det er naturligvis ikke tilfældigt, at det er nu, borgmestrene skruer op for uddannelses-lysten i tre kommunerne. Corona-krisen fik nemlig regeringen og arbejdsmarkedets parter til at sende en gulerod på mange millioner kroner ud i retning af kommunerne: ”Hvis I uddanner jeres ufaglærte, så får i nogle ekstra penge for det”, lød budskabet.

På nuværende tidspunkt er der desuden budgetforhandlinger og kommunerne såvel som regionen kan få en potentielt kæmpe økonomisk indsprøjtning, hvis de som arbejdsgiver sender ufaglærte medarbejdere på uddannelse.

Men når nu vi har rost nogle borgmestre, så bliver vi nødt til at sige, at andre skal i gang nu! De ekstra trepartsmidler følger med frem til nytår og ingen ved, om ordningen fortsætter ind i 2021. Det her er alletiders unikke mulighed for at gøre ufaglærte faglærte. Til glæde for dem selv, og de borgere, som de hver dag skal servicere.

Kære borgmestre i Rebild, Morsø, Vesthimmerland og resten af de nordjyske kommuner samt i regionen. Det er nu, I skal slå til. Det handler om velfærd.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden