Tre nordjyske kvinder til VM i hjemlige rammer

Og tre Aalborg-spillere med ved EM for mænd i Moskva

Moskva 1. juni 2005 06:00

AALBORG: Når Løvvang Bowling Center i dagene 3. til 14. august lægger baner til kvindernes VM i bowling, vil der være tre spillere med nordjysk tilknytning på det danske hold. Danmarks bedste, Kamilla Kjeldsen, er den eneste af de seks danske spillere, som stiller op for en af de aalborgensiske klubber, Five O'Clock. Men med på holdet er de to Hjørring-søstre Mai Ginge og Anja Ginge Jensen, som nu repræsenterer henholdsvis BK Viborg og BK Sisu i Rødovre. De øvrige spillere, som er udtaget til det danske hold, er Rikke Simonsen, BK Viborg, Britt Brøndsted, BK Sisu og Rikke Holm Rasmussen, ligeledes BK Sisu i Rødovre. - Der venter pigerne en svær opgave, da hele verdenseliten er på plads, men jeg er fortrøstningsfuld og optimistisk, især da vi er på "hjemmebane", siger Danmarks svenske landstræner Christer Backe. - Flere af spillerne har været med længe, og igennem de sidste par år har Kamilla Kjeldsen og Britt Brøndsted ligget i top-otte på verdensplan, siger landstræneren. Som opvarmning til VM rejser det danske hold i juli til en stor, international turnering i Budapest i Ungarn, inden de i Løvvang Bowling Center samles og pudser VM-formen af. Netop nu er det danske herrelandshold i færd med at lade op til EM, som finder sted i Moskva i Rusland fra på lørdag og 10 dage frem. Og her er Aalborg-klubben Cimbrer repræsenteret med ikke færre end tre spillere, Michael Brændeskov Andersen, Bo Winther Pedersen og Martin Wozny. De har følgeskab af de to Sisu-spillere Jesper Agerbo og Jesper Nielsen, samt af Martin Bøgehave fra Vejle-klubben Enghaven. At Cimbrer kan mønstre et trekløver til EM beror på, at Bo Winther Pedersen er kommet til klubben fra en anden Aalborg-klub, Stenhuset, mens Martin Wozny efter en kort visit i Brasilia i Odense nu igen har meldt sig under fanen i Cimbrer. - Forberedelserne har været perfekte. Vi har haft træningslejre, hvor vi trænede på en olieprofil, som er meget tæt på den, vi skal spile på i Moskva, siger Christer Backe. - Jeg vurderer, at vi har spillet med gode resultater ved Jönköping i påsken, i starten af maj ved Viking International, og senest er vi sluttet med rigtig gode resultater ved BAI 2005 - turneringen i Løvvang Bowling Center i den forgangne uge. - Forventningerne er altid store, når man tager til et mesterskab. Det er bare at håbe, at alting falder på plads i rette øjeblik, for der findes virkelig en chance for, at noget stort kan hænde, lyder det optimistisk fra Christer Backe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...