Skolevæsen

Tre nye fællesledere på skolerne

Der er nu udpeget tre nye fællesledere og en ny skoleleder. Hedegårdsskolen og Toftegårdsskolen får ny leder.

Det er en proces, som skolechef Jakob Ryttersgaard har stået i spidsen for. Og i går blev skolebestyrelser og medarbejdere orienteret om ændringerne. Det oplyser Brønderslev kommune i en pressemeddelelse. Jesper Saugstrup Jensen, der tidligere var skoleleder på Toftegårdsskolen, bliver ny fællesleder for Hedegårdsskolen og Thise Skole. Torben Mikkelsen bliver fællesleder for Skolegades og Serritslev Skole, mens Jørgen Pedersen får samme funktion på Agersted og Asaa Skole. Den tidligere skoleleder på Serritslev Skole, Kim Højbo, bliver ny skoleleder på Toftegårdsskolen. Skolechef Jakob Ryttersgaard er glad for, at omrokeringerne nu er faldet på plads: - Vi har arbejdet med ændringerne igennem længere tid, efter at Byrådet besluttede, at der skulle være fællesledelse. Jeg synes, der er grund til at rose skolelederne for en god og værdig proces. Vi er hele tiden i gang med at udvikle vores skoleområde til fremtiden, og ændringerne er en del af denne proces. Andre ændringer er, at Jørgen Dyrskjøt skal indgå i ledelsesteamet på Skolegades og Serritslev Skole, ligesom han skal være pædagogisk udviklingskonsulent for skoleområdet. Kurt Kristensen bliver en del af ledelsesteamet på Hedegårdsskolen og Thise Skole, mens Mogens Møller Jensen får en tilsvarende stilling på Agersted og Asaa Skole.