Tre nye tilbud i Dokken

Kan nu screene for knogleskørhed og behandle med både tryk- og chokbølger.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Hanne B. Linnet har lagt sin hånd ind i Metriscan-scanneren, som kan screene hendes hånd for tegn på osteopeni eller -porose, hhv. lav knogletæthed og knogleskørhed.

Kiropraktorerne i Thisted - Hanne B. Linnet og Per H. Kirk - der som bekendt nu har klinik i behandlingshuset Dokken på Sydhavnen i Thisted, udvider nu med tre nye tilbud. De to kiropraktorer har indgået en aftale med kollegaen Jens J. Dahl, Herning, der også er master i rehabilitering, om, at han fremover kommer til Thisted hver tirsdag for at tilbyde såvel tryk- og chokbølgebehandling som osteoporosescreening. Jens J. Dahl understreger, at der er tale om en screening, ikke en diagnostisk undersøgelse, for osteoropose (knogleskørhed). Men det er første gang, at denne screening tilbydes i Danmark ude i den primære sundhedssektor, mens den allerede bruges på Odense Universitetshospital, Vejle Sygehus, Kolding Sygehus og Gentofte Centralsygehus. Screeningen tager proportionel højde for den forskel, der er mellem kalkindholdet i kroppens centrale skelet - ryg og hofte - og så de mere perifere dele (hånden), set i forhold til alderens indflydelse. Forskellen på kalkindholdet bliver mindre med årene og er ved 70-80 års alderen helt udlignet. Hvis screeningen tyder på osteopeni (lav knoglemængde) eller osteoporose (knogleskørhed), så henvises patienten til egen læge og derefter til diagnostisk scanning og eventuelt efterfølgende medicinsk behandling. Afkalkningen er et stigende problem, især hos kvinder, men nu også hos mænd, og det er en af vore dages livsstilsafhængige lidelser. Jens J. Dahl var for syv år siden var med til at etablere Privathospitalet Dalgas i Herning og senere Danske Privathospitaler A/S, der nu findes i Herning, Esbjerg, Aalborg, Århus og Hørsholm. I fjor solgte han så sin praksis som kiropraktor for at koncentrere sig om arbejdet på privathospitalerne og samarbejdet med andre praksiser. Han vil specialisere sig i forebyggelse af osteoporose og behandling af kroniske og behandlingsresistente lidelser i bevægeapparatet med den nye bølgeterapi, der er udviklet af firmaet Storz, som hidtil har hentet sin erfaring fra teknologi til knusning af nyresten. Trykbølger er en radierende lavenergiteknik, som bygger på lufttryk (som en lufthammer på en lille plade), og den kan bruges til overfladiske problemer i det bløde væv. Chokbølger er derimod en fokuserende højenergiteknik, der bygger på en elektromagnetisk puls, der kan målrettes ned i led og blødvæv fra en til syv centimeters dybde. Jens J. Dahl medgiver, at man faktisk endnu ikke ved, hvad der rent faktisk sker. Men erfaringen viser, at det virker. Derfor er hele hans virksomhed med i en fortsat forskningsdokumentation omkring virkningerne af denne behandling: - Patienterne får det umiddelbart bedre - de kan bevæge sig meget lettere, og de har langt færre smerter, fortæller Jens J. Dahl. Han behandler i øjeblikket 100-150 patienter om ugen sammen med en medarbejder. Klinikken i Thisted er den ottende, han indgår et fast samarbejde med. De fleste patienter behandles for hælspore (fascitis plantaris) og forkalkninger i skulderen. Jens J. Dahl formoder, at det, der sker ved chokbølge-påvirkningen er, at kroppens eget forsvarssystem så at sige ”vågner” og begynder at regenerere som følge af de små traumer, chokbølgen påfører den. Det betyder også, at behandlingen ikke er smertefri - men der startes op i det små, så der sker en vis tilvænning i løbet af nogle behandlinger.