Tre østjyske rockere anholdes for indbrud

Et klubhus, der tilhører Bandidos, er blevet stormet af politiet, der ledte efter tyvekoster.

Tre østjyske rockere anholdes for indbrud

Tre mænd fra rockermiljøet har haft travlt med at plyndre folks private hjem flere steder i Jylland, mener politiet.

Tirsdag formiddag har betjente fra Østjyllands Politi været i aktion i Bandidos' klubhus i Raasted og har også besøgt en stribe private adresser.

Indgrebet skyldes længere tids intens efterforskning, oplyser vicepolitikommissær René Raffo fra lokalpolitiet i Randers.

Ved ransagninger er der fundet tyvekoster fra en række indbrud i Østjylland og Nordjylland, oplyser han uden at gå i detaljer.

Politiet vil kræve de tre anholdte varetægtsfængslet ved grundlovsforhør, som finder sted onsdag i Retten i Randers.

/ritzau/