Vold

Tre ofre for vold i weekenden

BRØNDERSLEV:Politiet i Brønderslev er netop nu i færd med at klarlægge omstændigheder i forbindelse med weekendens voldsepisoder i Brønderslev. Tre borgere blev ofre for vold natten til lørdag i Nørregade, og to butiksruder blev smadret i Pizzeria Buffalo. - Politiet blev kaldt til slagsmål ud for C.T. klokken 3.30, men i første omgang var gemytterne faldet til ro, da betjentene nåede frem, oplyser stationsleder Henrik Poulsen, Nordjyllands Politi, Brønderslev. Men bare en time senere var blev politiet atter kaldt til området. Og her mødte der betjentene nogle slemt tilredte voldsofre. Alt tyder på, at det ene offer er slået ned med en stol på C. T, at det andet offer er slået ned på Pizzeria Buffalo - også i Nørregade - og at det tredje offer formentlig er slået ned udenfor C.T. - Vi arbejder på højtryk med opklaring af sagerne, siger Henrik Poulsen. Han oplyser samtidig, at Politiet nu indkalder restauratøren til møde torsdag vedrørende værtshusets bevilling. - Vi har tidligere snakket med pågældende, men denne gang inviterer vi politiets bevillingsmand med til møde, tilføjer Henrik Poulsen. Han oplyser, at det fra vidner forlyder, at medarbejdere har afvist at tilkalde politiet, da slagsmålet brød løs. - Restauratøren har pligt til at holde orden i og udenfor sit værtshus - og kan han ikke det, må han tilkalde politiet.