Trafikuheld

ATV-ulykke efter fest: To personer i kritisk tilstand

En mand og to kvinder er lørdag nat kommet alvorligt til skade ved Nykøbing Mors, hvor de kørte på to ATV'er

Midt- og Vestjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om et trafikuheld, hvor to firhjulede motorcykler var stødt sammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

Midt- og Vestjyllands Politi modtog natten til søndag en anmeldelse om et trafikuheld, hvor to firhjulede motorcykler var stødt sammen. Foto: Mads Claus Rasmussen/arkiv/Ritzau Scanpix

NYKØBING MORS: Tre personer i 30'erne er natten til søndag kommet alvorligt til skade under et trafikuheld i Nykøbing Mors.

Det oplyser Ole Vanghøj, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet modtog klokken 03.30 anmeldelsen om et trafikuheld, hvor to såkaldte ATV'er var stødt sammen.

En mand kørte den ene ATV med en kvinde bagpå, mens en kvinde kørte den anden. Men uvist af hvilken grund stødte de to køretøjer pludselig sammen.

- Manden, der er 36 år gammel, er kommet alvorligt til skade og kørt til regionshospitalet i Viborg. En 39-årig kvinde er i kritisk tilstand fløjet til Aalborg Universitetshospital, mens den anden kvinde, der er 35 år gammel, også blev bragt til regionshospitalet i Viborg. Hun var kortvarigt bevidstløs på ulykkesstedet, men vurderedes til at være kommet lettere til skade, forklarer Ole Vanghøj.

Alle de tre implicerede i ulykken er fra lokalområdet, oplyser vagtchefen.

Deltog i selskab

Der er søndag formiddag intet nyt tilstanden hos de tre tilskadekomne.

Uheldet skete på Industrivej vest for Nykøbing Mors. Her deltog de tre i et selskab lørdag aften, og politiet formoder, at uheldet med de to ATV'er er sket i forbindelse med selskabet.

- Der er - som det er standard færdselsulykker - udtaget blodprøver på de implicerede for at fastslå, hvorvidt der har været alkohol i blodet hos de implicerede i ulykken, siger vagtchefen.

Ved en ulykke på et privat område gælder færdselsloven normalt ikke.

- Men porten ind til industriområdet var åben og de deltagende i selskabet har kørt ind på området i deres privatbiler, så vi vurderer, at færdselsloven gælder på stedet. Derfor har haft en bilinspektør på stedet, fastslår Ole Vanghøj.

Det er endnu uvist, hvad der har været årsag til ulykken. Det er ved at blive undersøgt.

De pårørende er orienteret om ulykken.