Tre piger søger partner

Farce i Mou i weekenden

Teater 4. april 2003 08:00

MOU: Mou-dilettanterne har kørt hårdt på med prøverne på en farce af Hans Gnant, og stykket får premiere på Mou Hotel lørdag. Kort fortalt handler det om en velhavende ældre enke, Else Marie Nipså, der bor sammen med sin datter, Inge Marie, og sit barnebarn, Anne Marie. De tre piger har hver sin lille drøm om et rask kærlighedseventyr med frieri for øje. Og en ting, der er med til at skabe forviklingerne, er, at alle tre leger Kirsten Giftekniv for hinanden. Der skal være fest i huset, og det sætter gang i løjerne. Barnebarnet, Anne Marie, inviterer i hemmelighed moderens herrebekendtskab fra sommerferien til festmiddagen. Moderen inviterer i hemmelighed Anne Maries penneven. Og den ældste af pigerne, bedstemoderen, indrykker en kontaktannonce i datterens navn! Maren, husholdersken, har en vigtig rollen i løjerne, fordi de tre piger hver især betror de sig til hende. Og så er scenen gjort klar til løjerne. Og ikke mindst på grund af de tre pigers navne: Else Marie, Inge Marie og Anne Marie, der er en alvorlig kilde til pinlige misforståelser. Dilettant-aktørerne består af Lis Fransen Petersen, Karen Vassvik, Edel Jensen, Heidi Kragh, Carsten Pedersen, Erik Bæk, Pelle Ib Pedersen og Carsten Møller. De praktiske medhjælpere, der tager sig af kostumer, sminker, sætter hår, ordner rekvisitter, sætter lys består af Lis Lauritsen, Herdis Nielsen, Karen Bak og Svend Christensen. Inger H. Nielsen er sufflør og Ingo Pedersen er instruktør på farcen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...