Tre retsdage afsat til Voergaardsag

Her bagved slotsformand Hans Jørgen Kaptain (til venstre) og rundvisningsleder Ole Sinkbæk hang malerierne. Foto: Bent Bach
Tyverier 7. oktober 2008 06:00

NORDJYLLAND: Der er afsat tre retsdage til tyveriet af malerierne fra Voergaard Slot. Retssagen indledes i dag klokken 9.15 og fortsætter onsdag og torsdag. To mænd på 25 og 21 år fra henholdsvis Sindal og Viborg er tiltalt for at have stjålet de to malerier. Ifølge anklagen har malerierne en samlet værdi på ikke mindre end 20 millioner kroner. De blev stjålet ved et natligt indbrud på Voergaard Slot i Østvendsyssel 8. marts i år. Først for nylig har politiet oplyst værdien på malerierne. Mændene nægter at have stjålet malerierne af Goya og Rubens. Der er derfor tale om en domsmandssag. Anklager i sagen er politifuldmægtig Jimmy Bøgh Veitland fra Nordjyllands Politi i Aalborg. De to mænd er tiltalt for at indbrud på slottet allerede 26. februar - altså knap to uger før, de havde held til at stjæle malerierne. Tyveriforsøget mislykkedes, da en alarm gik i gang. De to mænd, der begge er tidligere dømt for berigelseskriminalitet, er i øvrigt tiltalt efter en paragraf, der opererer med en straframme på op til seks års ubetinget fængsel. Kunstværkerne er aldrig fundet, selv om Voergaaard Slot udsatte en dusør på 200.000 kr.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...