Tre røde kort til Aabybro HK

Hele tre røde kort blev Aabybro HK's mænd præsenteret for i kampen på hjemmebane mod bundholdet Hjørring.

De var alle udtryk for frustrationer over holdets indsats og dommerne, fortæller de to trænere Mads Stouby og Nic. Fyllgraf. Aabybro var storfavorit, men tabte 27-26. - Vi spillede dårligt. Hjørring spillede godt. Dommerne var dårlige. Derfor gik det galt, siger trænerduoen. Aabybro blev overrasket over Hjørrings hold. - Det var et helt andet hold end det, vi mødte i efteråret. Der er ny træner og der er kommet nye spillere med, siger Mads Stouby og Nic Fyllgraf. Med nederlaget ser det sort ud med chancerne for oprykning. - Det bliver svært. Men teoretisk set har vi fortsat chancen. Det kræver blot sejr i samtlige resterende kampe. Desuden skal vi vinde over 1919 fra Aalborg med fem mål, hvis vi skal tage andenpladsen fra dem, siger de to trænere. Mod Hjørring blev Søren Kristensen og Søren Pedersen topscorere med hver seks mål, mens Mikkel Hanghøj og Michael Jensen hver scorede fire gange. Næste opgave bliver på udebane på søndag mod Nors.