Tre selvportrætter til kunstmuseet

Kunst 1. september 2003 06:00

HJØRRING: Tre selvportrætter - det er kunstneren Mette Stauslands betaling for to måneders gæstevisit i Vendsyssel Kunstmuseums gæstebolig og atelier. - Vi har lavet den ordning, at de kunstnere, der får lov at låne atelieret, som tak skal forære museet et selv-portræt. På den måde kan vi hele tiden supplere museets lille samling af selvportrætter, forklarer museumsinspektør Marianne Ilkjær. Museet har netop nu en udstilling med masser af selv-portrætter. Det er en meget stor samling af selv-portrætter, som er samlet af Erling Hansen siden 1976. Han har netop testamenteret samlingen til Vendsyssel Kunstmuseum. Mette Stausland, der arbejder meget med tegning og grafik, har valgt at lave sine selvportrætter som tre grafiske tryk, der ligger helt på linie med hendes andre kunstneriske værker. Det er et litografisk tryk med en tegning ovenpå. Mette Stausland er netop rejst til Norge, hvor hun 13. september har fernisering på en stor udstilling på Sørlandets Kunstmuseum i Kristiansand.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...