Udland

Tre spanske storbanker klarer stresstest

De spanske banker Santander, BBVA og La Caixa har ikke brug for kapital, siger en stresstest.

Tre spanske storbanker klarer stresstest

Spaniens tre store banker Santander, BBVA og La Caixa har bestået en stresstest, som det internationale revisionsfirma Oliver Wyman har afprøvet på den spanske banksektor.

Resultatet af testen ventes først offentliggjort fredag, men avisen El Pais fortæller, at de tre storbanker har bestået.

Selv i det værst tænkelige scenarie vil de tre banker hverken have brug for statslig hjælp eller hjælp fra EU.

Resultatet af stresstesten skal ligge til grund for kapitalbehovet i den spanske banksektor, som eurozonen har tilbudt at hjælpe med en pengetank på op til 100 milliarder euro, knap 750 milliarder kroner.

El Pais skriver på sin netavis, at den spanske regering vurderer, at kapitalbehovet i banksektoren er under 60 milliarder euro.

Oliver Wyman har ikke selv offentliggjort stresstestens konklusioner. Men flere banker har selv haft gang i regnemaskinerne, der er blevet fodret med de oplysninger, som Wyman allerede har stillet til bankernes rådighed.

Ifølge El Pais har seks banker tilstrækkeligt med penge. Det er Santander, BBVA, La Caixa, Kutxabank, Sabadell og Bankinter.

Derimod er der usikkerhed om Spaniens femtestørste bank, Banco Popular, der ifølge avisen kan få brug for 2,1 milliarder euro.

El Pais citerer kilder i markedet for oplysningen.

/ritzau/dpa

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.