EMNER

Tre steder sikres og forskønnes

Linjen fra torvet i Jerslev føres længere ud i byen

JERSLEV:Jerslevs nye torv er taget i brug, og nu er turen kommet til tre andre steder i byen. Blandt andet skal der ved Anlægsvej laves et bette torv ved frisøren og en forhøjet køreflade på vejbanen. Krydset palægade-Boulevarden skal ændres, så Boulevarden rammer mere direkte på Palægade, og her indrettes der også et torvelignende anlæg, hvor de hvide granitsten fra det store torv går igen. Ved Fanøgade og Ærøgade føres fortovene igennem. Et af formålene med de tre byprojekter er at forskønne områderne og dæmpe bilisternes hastighed fra Hjulskovvej gennem byen til torvet. For selvom trafikmålingerne har vist, at gennemsnitshastigheden er 42 kilometer i timen, var deltagerne i borgermødet svært enige om, at flere unge, fartlystne bilister, kører meget, meget stærkere i byen. 15 lokale repræsentanter var mødt op for at høre om planerne og give deres besyv med i planlægningen. At der ikke var flere skyldes blandt andet, at der samtidig blev holdt møde i den gamle forskole, hvor fremtidige planer for byens multihus blev drøftet. Zig-zag og bump De fremmødte borgere på Jerslev Kro drøftede muligheden for at lave en hævet køreflade i krydset ved fjernvarmværket - eller eventuelt zig-zag kørsel i form af fysiske forhindringer på vejbanen fra Fanøgade til Hjulskovvej. Valget faldt dog i første omgang på, at man fører fortovene igennem - og siden vurdere, om der er behov for at lave yderligere fartdæmpende foranstaltninger. På den måde får man også mulighed for at registrere, hvilken effekt omfartsvejen får på trafikken gennem Jerslevs midtby - Man skal huske på, at pump og hævede flader kan virke generende for de borgere, der bor ved et bump, sagde driftsleder Finn Bjerning, Brønderslev Kommune. Finn Bjerning gjorde i den forbindelse opmærksom på, at de få bilister, der kører alt for stærkt gennem byen, er en sag for politiet. Og i den forbindelse roste han politiet for at være særdeles aktive i deres jagt på fartbøller i Brønderslev. Torv ved damefrisøren Ved Anlægsvej er planen at lave et torv ved damefrisøren - hvor der iøvrigt også skal være en vigeplads. Planen er også her, at belægningen fra torvet ved kroen skal føres videre til torvet ved Anlægsvej - vel at mærke i det omfang pengeposen rækker. - Hvis der bliver penge til overs kan vi lægge hvid granit fra købmanden og hen til området ved Anlægsvej. Vi får 30 km/t i dette område og hen til torvet, fortalte Finn Bjerning. Projektet ved Anlægsvej faldt i de fremmødte borgeres smag. Og herfra bevægede debatten sig til området foran den tidligere brugs ved Palægade og Boulevarden. Det nuværende grønne område indrettes ligeledes som torv. Og resultatet af debatten blev, at Boulevarden skal føres mere direkte på Palægade, for at få bilister til at sænke farten på dette sted. Desuden skal fortovene ved Fanøgade og Ærøgade føres igennem - en model man med held har benyttet mange steder i Brønderslev. Det betyder, at bilister der kommer fra de to veje og skal ud i Palægade, skal over en fortovskant. Penge øremærket Karsten Frederiksen, formand for teknik- og miljøudvalget, benyttede mødet til at understrege, at de penge, der er afsat til helhedsorienteret byfornyelse i Jerslev - 2,7 mio. kroner - skal blive i Jerslev. - Det er altså ikke sådan, at vi kunne flytte pengene til andre projekter i kommunen, hvis vi havde lavet et billigere projekt i Jerslev. - Det er penge, som er tilskrevet Jerslev, og dem skal vi have det optimale ud af, sagde Karsten Frederiksen.