Agger

Tre tilbud til de seje

Naturgivne muligheder i Thy grundlag for tre usædvanlige tilbud

Thy Trial Marathon er en af nyhederne i Thy Race-pakken. Løbet blev afviklet 26. februar for første gang med 430 deltagere fordelt på tre strækninger, en hel og en halv maraton og et 11 kilometer løb. Foto: Peter Mørk

Thy Trial Marathon er en af nyhederne i Thy Race-pakken. Løbet blev afviklet 26. februar for første gang med 430 deltagere fordelt på tre strækninger, en hel og en halv maraton og et 11 kilometer løb. Foto: Peter Mørk

Tre tilbud om fysiske udfordringer lidt ud over det sædvanlige. Det er, hvad der er samlet under overskriften "Thy Race", som dækker over aktiviteter, der alle falder i tråd med de tanker, der blev tænkt i den efterhånden flere år gamle NCOA-rapport, om mulighederne for at udvikle Thy som nationalt center for udendørs aktiviteter. - De tre arrangementer under Thy Race er et rigtig godt eksempel på, at der er ildsjæle som ud fra egne ideer og initiativ laver nogle projekter, som falder fint i tråd med NCOA-rapportens intentioner, nemlig at udvikle nye udendørs aktiviteter med afsæt i de muligheder, naturen i Thy giver, siger Arnold Larsen (S), formand for kommunens arbejdsmarkeds- og kulturudvalg. Udvalget har netop sagt ja til at støtte Thy Race med 15.000 kroner både i 2012 og i 2013, hvor det kommunale tilskud gives med henblik på afvikling af DM i adventurerace. - Ildsjælene bag Thy Race har gjort en kæmpe indsats som fortjener støtte - ikke mindst fordi de tre aktiviteter hver for sig er med til at profilere Thy og vores natur som et oplagt sted for friluftsaktiviteter, siger Arnold Larsen. Thy Race er den samlende overskrift for den nye Thy Trial Marathon, som blev afviklet første gang 26. januar med 430 deltagere samt den ligeså nye Thy Challenge, der er planlagt til 13. oktober. Det er et kombineret løb og mountainbike-løb på strækningen fra Bulbjerg til Agger. Tredje tilbud i pakken er det gennemprøvede "Thy til lands, til vands og i luften", det ældste adventurerace i Danmark. Her udfordres fire-mands hold i løb, klatring, sejlads og mountainbikeløb. Arrangementet er gennemført 10 gange. Budgettet for de tre løb under Thy Race er i år på 177.150 kroner, hvoraf deltagergebyrer dækker 124.500 kroner. Restbeløbet forventes at komme i form af sponsorbeløb, blandt andet fra kommunen.