Tre tiltalt for drab efter voldsorgie

Viborg, fredag /ritzau/ Tre mænd er nu blevet tiltalt ved et nævningeting for drabet på den 56-årige Freddy Paul Bednasz, der i juli mistede livet i et sandt voldsorgie i sit hjem i Silkeborg. De tre har siddet varetægtsfængslet siden juli, og statsadvokat Peter Brøndt Jørgensen oplyser, at volden mod den 56-årig var så brutal, at mændene er blevet tiltalt for drab i stedet for dødsvold. Efter obduktionen kunne lægerne oplyse, at Freddy Paul Bednasz havde fået ikke færre end 80 læsioner, og Brøndt Jørgensen oplyser, at offeret blandt andet er slået med et koben, et bordben, et træskaft og en hammer. Drabsmændene slog og sparkede også den 56-årige på kroppen og i hovedet, ligesom de hældte varmt vand over hans fødder og slyngede ham mod en radiator. - Det var meget voldsomt, siger Peter Brøndt Jørgensen, der ikke ønsker at komme ind på, hvad anklagemyndigheden betragter som motivet til forbrydelsen. Politiet blev den 7. juli alarmeret om drabet, da en anonym mand ringede fra en mønttelefon til alarmcentralen og fortalte, at der lå en mand stukket ned i huset i Grønnegade. Vedkommende forklarede, at han ikke ville oplyse sit navn, fordi han ikke skulle blandes ind i noget. Da politi og ambulance nåede frem, fandt man ganske rigtigt den døde mand i huset, der bar præg dels af slagsmål, dels af at der havde været drukket og festet. De tre tiltalte er 37, 23 og 22 år. Den 23-årige har på et tidspunkt erkendt over for politiet, at han var med til at slå Freddy Paul Bednasz, men har nægtet drab. Da han var blevet varetægtsfængslet, fik politiet sigtet og fængslet de to andre nu tiltalte. Straffesagen er endnu ikke berammet ved Vestre Landsret. /ritzau/