EMNER

Tre ud af 10 snyder

30 henvendelser fra borgere til kommunen om snyd.

I Brønderslev kommune er problemet med sociale bedragere massivt. Alene i sidste halvår af 2009 har kommunens medarbejdere modtaget 30 henvendelser fra borgere, der har opdaget, at deres medborgere snyder kommunen. - Ofte er det mennesker, der står nært på personen, familie eller naboer, der er blevet trætte af at se på, at de snyder. Det er jo noget, de er med til at punge ud til, fortæller Claus Nielsen, leder af Borgerservice i Dronninglund. Han er manden, der har hånd i hanke med de sociale bedragere i kommunen, og med 20 år på bagen i det kommunale system kender han de fleste tricks. Alle de tips, der kommer, bliver taget alvorligt, understreger han. Også selvom der ikke er sat mandskab af til kun at håndtere problemerne med sociale snydere i kommunen som i Hjørring og snart også Frederikshavn. - Mange er begyndt at sætte ressourcer af, og det skal vi også. Vores medarbejdere har ikke tid til det i hverdagen, forklarer Claus Nielsen. Han regner med, at der fra politisk hold vil blive set nærmere på muligheden for at oprette en gruppe som i Hjørring. - Hvis man afsætter de nødvendige ressourcer, så mangedobler man pengene hjem igen. En enkelt person kan snyde for ca. 3-4000 kr. om måneden. Og hvis vi så også kan forebygge, at det sker, så er det jo langt det skønneste, vurderer Claus Nielsen. Efter hans mening er problemet stort og stigende. Og det er ikke længere kun enlige mødre. Enlige ældre forsøger i stigende grad at snyde kommunen, forklarer Claus Nielsen, der mener at kunne give et slag på tasken og et indblik i, hvor stort problemet generelt er i kommunen. - For tre ud af 10s vedkommende kan man måske diskutere, om de reelt skal have de tilskud, de får.