Tre unge får snart dom for mange ulovligheder

Stenum 10. september 2002 08:00

HJØRRING: De tre unge mænd, der siden midten af juni har siddet varetægtsfængslet, sigtet for en lang række sommerhusindbrud samt hærværk, får efter alt at dømme deres dom den 25. september. Her skal der være domsforhandling i sagen, hvor anklageskriftet kommer til at handle om ca. 60 punkter - heraf halvdelen sommerhusindbrud på Løkkenegnen. Ved fængslingsfristens udløb i går accepterede de tre den fortsatte varetægtsfængsling. De har stort set indrømmet de mange forhold, hvor der for alvor gik hul på bylden, da de blev anholdt søndag aften den 16. juni. Her stjal de en pengekasse fra en grøntsagsbod ved Stenum, hvorefter de kørte til et sommerhus i Furreby, hvor de brød ind. Men hvad de ikke var klar over, var, at politiet havde fået færten af dem, da deres nummerplade var blevet registreret. De tre mænd, i alderen 19 til 25 år, bor i Hjørring, Brønderslev og Vrå. kørp

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...