Tre unge fængslet i drabssag

to fætre på 16 og 17 år fængslet i fire uger - 19-årig sigtet for medvirken til drabet

KØBENHAVN:Tre unge mænd blev i aftes varetægtsfængslet i forbindelse med drabet på den italienske turist Antonio Curra på Nørrebro i weekenden. Dommeren i Københavns Dommervagt besluttede at varetægtsfængsle to fætre på 17 og 16 år på en såkaldt begrundet mistanke for vold med døden til følge mod den 19-årige italiener. De er begge sigtet for drab og har erklæret sig uskyldige. En 19-årig mand, der er sigtet for medvirken til drab, blev varetægtsfængslet i to uger i isolation for grov vold. Han har også nægtet sig skyldig. Politiadvokat Michael Jørgensen havde krævet de to fætre fængslet i isolation, men det afviste dommeren. De to unges forsvarsadvokater havde derimod bedt om at få de sigtede anbragt i surrogat-fængsling på en institution, men dommeren valgte i stedet, at de skal sidde bag tremmer i et almindelig fængsel i fire uger. Den kendelse blev kæret til Østre Landsret af forsvarsadvokaterne. Politiadvokat Michael Jørgensen kærede til gengæld dommerens beslutning om, at de to unge mænd ikke skal sidde isoleret i fængslet. Og endelig kærede den 19-åriges forsvarsadvokat beslutning om, at hans klient skal sidde varetægtsfængslet i isolation. Ifølge kriminalinspektør Ove Dahl, der er chef for drabsafdelingen i Københavns Politi, udviklede sagen sig, da politiets efterforskere fik et tip om at rette interessen mod den 19-årige mand. - Han har afgivet en forklaring til politiet, som har været med til at løfte bevisbyrden mod de to andre, men under hans forklaring fik han også rodet sig selv ind i sagen, og han er derfor også blevet sigtet, siger Ove Dahl. Curra blev angrebet med kniv ved Blågårdsgade natten til lørdag, netop som han var kommet til København på en interrailtur. Søndag døde han af sine kvæstelser, en stribe alvorlige knivhug. Gerningsmændene havde oprindeligt stukket ham i maven, men det lykkedes den unge turist at løbe ud til Åboulevarden for at tilkalde hjælp. Imidlertid løb overfaldsmændene efter, så de for øjnene af chokerede vidner kunne gøre arbejdet færdigt: offeret fik flere knivhug i ryggen, inden overfaldsmændene stak af. Drabschefen oplyser, at politiet lørdag fandt en kniv, som muligvis er gerningsvåbnet. Ove Dahl afventer imidlertid tekniske undersøgelser og forventer tidligst i næste uge at kunne få afklaret, om kniven blev brugt til at dræbe Antonio Curra. Drabet har vakt bestyrtelse på Nørrebro, hvor omkring 500 mennesker ud af bydelens knap 32.000 beboere tirsdag aften deltog i en mindehøjtidelighed for det unge knivoffer. Samtidig arbejdede Københavns Politi intensivt på at få pågrebet drabsmændene. To af de nu anholdte blev allerede søndag anholdt for drabet, men på grund af bevisets stilling måtte politiet lade dem gå. - Søndag fik vi et meget positivt anonymt tip, der sporede os ind på de to. Oplysningen kom fra miljøet og nogen, der virkelig vidste noget, forklarer Ove Dahl. - Og mandag fik vi en henvendelse, der kunne placere de to sammen om natten på gerningstidspunktet og tæt på gerningsstedet, tilføjer han. Den 19-årige blev anholdt klokken 20.00 onsdag aften, mens de to andre, som er fætre, blev taget natten til torsdag. Den 17-årige blev anholdt på sin bopæl på Nørrebro klokken 04.05, mens den 16-årige klokken 00.35 blev anholdt i et sommerhus i Nordjylland, hvor han opholdt sig med en gruppe pædagoger. /ritzau/