EMNER

Treårig død i børnehave

KØBENHAVN:En dreng på tre år døde pludselig torsdag middag i børnehaven Sommerfuglen i Vallensbæk. Ifølge borgmester Kurt Hockerup, Vallensbæk Kommune, er der taget hånd om drengens forældre, som får krisehjælp. Københavns Vestegns Politi kom til stede i institutionen, der ligger i Vejlegårdsparken, for at klarlægge de nærmere omstændigheder ved drengens død. - Som i alle den slags sager er det politiets opgave at klarlægge, hvad der er sket. Men det er for tidligt at sige noget nu, siger pressemedarbejder Lars Andersen, Københavns Vestegns Politi. Vallensbæk Kommune var hurtigt ude med en oplysning om, at drengen døde af et hjertestop. Men den endelige dødsårsag er ikke fastslået, sagde kommunen senere i går. /ritzau/