Tredje borerig på tale

Mere lokalt arbejde på renovering af nummer to Mærsk Giant.

Mærsk Guardian anløb Hirtshals Havn i foråret 2011. Om nogle måneder er den næste borerig på vej. Foto: Peter Langkilde

Mærsk Guardian anløb Hirtshals Havn i foråret 2011. Om nogle måneder er den næste borerig på vej. Foto: Peter Langkilde

Alt tyder på, at lokale og nordjyske virksomheder får en større andel af arbejdet med at opgradere boreriggen Mærsk Giant end med Mærsk Guardian. - Vi har fået flere forespørgsler fra Mærsk på direkte opgaver end sidste år. Normalt siger man at 10 til 15 procent af opgaverne ligger lokalt. Vi skulle gerne op på 20 til 25 procent, og det er vi godt på vej til, oplyser direktør Per Jeppesen, talsmand for Offshore Base Hirtshals. Mærsk Drilling A/S oplyste i december sidste år, at Mærsk Giant vil lægge til kaj i Hirtshals i foråret 2012, men nu lyder meldingen, at borerig nummer to i havnen nok ankommer 1. juni. - Det kan blive før eller til august. Men jeg har lige været til et møde, og da var der ingen indvendinger imod datoen 1. juni. Ca. 600 personer bliver involveret i arbejdet via underleverandører, riggens besætning og Mærsk Drillings projektteam. Større opgave Opgaven vil i store træk være en gentagelse af den opgradering, der blev foretaget på søsterriggen Mærsk Guardian sidste sommer. Men det er en 30 procent større opgave, og prisen forventes at ligge på omkring 400 millioner kroner. - Vi har fået utrolig ros for arbejdet med den første rig, og den måde byen tog imod dem, der arbejdede med riggen. De var utrolig glade for at være her. Nu skal vi vise, at vi er dygtige nok til at klare nummer to på samme måde. Derved sender vi også signaler til andre operatører om, at de kan bruge os, siger Per Jeppesen. Flere rigge skal renoveres Ved et møde i Hirtshals Handelsstand oplyste han, at der senere kan være en tredje borerig på vej til Hirtshals. - Det er på tale. Mærsk har tre rigge mere, der skal renoveres. Den ene går til Esbjerg, men vi ved ikke noget om de to andre. Vi skal skrue et tilbud sammen, der kan matche andre tilbud, udtaler Per Jeppesen. Opgraderingen af borerigge skal medvirke til at Mærsk bevarer en førende position på det norske marked, hvor der er gjort store oliefund i løbet af 2011. Også Offshore Base Hirtshals har fokus på de mange oliefelter. - Der findes 163 jack up rigge, som er interessante rent geografisk. Frederikshavn og Hanstholm havne vil også til at spille med på renovering af rigge. Det gør mig ikke så bekymret. Vi har et forspring, selv om andre vil byde ind, forklarer han. Men Per Jeppesen understregede samtidig på mødet i handelsstanden, at det er sammenhold og fællesskab, som gør Hirtshals kan spille med. Og han tilføjede: - Jeg er godt klar over, at jo flere gang, der kommer rigge herop, jo sværere er det at holde gejsten oppe. På et spørgsmål om lukningen af Wärtsilä i Hirtshals får nogen indflydelse på arbejdet med den næste borerig svarede Per Jeppesen: - Det kan vi godt håndtere.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.