EMNER

Tredje cirkus-besøg i byen

BRØNDERSLEV:For tredje gang i år får Brønderslev Cirkus-besøg. Det sker mandag, hvor Cirkus Dannebrog slår teltpælene op på Markedspladsen i Brønderslev. Cirkus Dannebrog møder med en række artister og andre medvirkende. I spidsen står direktør Haddy Enoch, der selv om han er fyldt 70 år, er still going strong. I år har Cirkus Dannebrog engageret Faltyny, der er en stor, alsidig artisttrup. Faltyny viser blandt andet formations-jonglering. det vil sige jonglering, hvor keglerne kastes fra én artist til en anden. Op til seks personer med 24 kegler i spil på samme tid. Faltyny viser også et cowboy-nummer med lassokast, piskesmæld og knivkast mod roterende mål. Og det forsikres, at knivene ikke rammer den kvindelige artist på den roterende målskive. Faltyny kører også på énhjulede cykler i alle størrelser. Mange cirkus-elskere husker den musikalske klovn Bubi Ernesto. Hans søn viderefører sin fars musikalske løjer Der er også mulighed for at opleve Frk. Ofelia danse på line. Og til et cirkus hører dyr. Direktør Enoch fremfører selv nye heste fra Cirkus Dannebrogs stalde. Han assisteres af datteren Katja. I Posnas Pudelparade præsenteres en flok legesyge pudler, der laver en masse hundekunster.