Tredje døgn i træk med rekord: 6985 nye coronatilfælde

6985 er bekræftet coronasmittet. Det er flere end tirsdag og onsdag, men der er også svar på flere prøver.

For tredje døgn er i træk er der registreret rekordmange nye coronatilfælde.

Der er registreret yderligere 6985 tilfælde af coronavirus, viser torsdagens tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Mandag var smittetallet højere, men her var det dog for højt på grund af et "udsving i prøveflowet" over weekenden.

Smittetallet er højere end de to foregående dage, men der er samtidig også kommet svar på flere coronatest.

Kigges der på positivprocenten - andelen af test, som er positive - er den faktisk lidt lavere end de to dage.

I torsdagens tal har 3,22 procent af testene været positive for covid-19. Tirsdag og onsdag var det henholdsvis 3,40 og 3,34 procent.

Der er sket yderligere 85 nye indlæggelser af smittede, og torsdag morgen var 460 personer indlagt med covid-19.

Det er en færre end et døgn tidligere. Når tallet er faldet, samtidig med flere er blevet indlagt, skyldes det, der også er sket udskrivelser.

Samtidig er der sket 11 dødsfald blandt smittede. Det vides dog ikke, om de var indlagt, og om det derfor har påvirket indlæggelsestallet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.