Tredje gang lykkens gang for verdens bedste vejrsatellit

Efter to dage med tekniske problemer blev den hidtil mest avancerede meteorologiske satellit være parat til afgang mod rummet. I aftes var sidste chance i en måned

Tredje gang er lykkens gang. De to første forsøg på at sende verdens bedste vejrsatellit op i rummet er mislykket, men nu skulle MetOp være sendt op i aftes fra en base i Kasakhstan, oplyser Dansk Meteorologisk Institut (DMI). - Fejlene fra mandag og tirsdag er fundet og rettet, så nu er der ikke længere nogen røde lamper, som lyser. Derfor er der gode chancer for, at satellitten kommer op, siger Flemming Jensen, chefkonsulent på DMI, til Ritzau. Det er problemer med løfteraketten, som har udskudt opsendelsen af fire tons tunge MetOp. Formentlig kiksede tirsdagens forsøg, fordi nogle af rakettens vitale dele var frosset - i de knap 40 graders varme på rumbasen i Centralasien - under påfyldning af brændstof. MetOp er den første europæiske satellit, som skal sende krystalklare billeder til Jorden fra en bane omkring polerne. At satellitten dækker den nordlige del af jordkloden, sikrer helt nye standarder for beregning af vejr og vind på vores breddegrader, lover DMI. Danmark bidrager med over 200 millioner kroner til projektet med i alt tre nye satellitter, som skal sende billeder til Jorden frem til 2019. Det europæiske projektet koster samlet cirka 10 milliarder kroner. Onsdag er sidste udkald for at få skudt satellitten op inden for den næste måneds tid. Det skyldes, at løfteraketten har en begrænset levetid, når den først har fået fyldt brændstof på tanken. Faktisk skal raketten splittes ad og bygges op på ny, hvis den ikke suser mod rummet onsdag klokken 18.28 dansk tid. Affyringen af MetOp sker fra den rumbase i Kasakhstan, hvorfra verdens første satellit, Sputnik, blev opsendt i 1957. Basen i den tidligere sovjetstat blev også brugt fire år senere, da russeren Jurij Gagarin som det første menneske begav sig ud i rummet. /ritzau/