Aalborg

Tredje mand involveret i komplot

AALBORG:- Jeg er næsten villig til at betale penge for at få ham skaffet af vejen. Kender du nogen, som kan gøre det? Sådan spurgte den 31-årige tiltalte kvinde efter en episode, hvor Alonso Kjær skulle have forsøgt at stoppe et bordben ned i halsen på hende, forklarede en taxichauffør i retten i dag. Ligesom den 30-årige mand, der for længst har erklæret sig skyldig i selve mordet, hævder taxichaufføren også at have haft et intimt forhold til kvinden. Selv nægter kvinden nogensinde at have klaget sin nød over Alonso Kjær eller at have haft et forhold til chaufføren. Hun betegnede forholdet som et fortroligt venskab, der senere udviklede sig til chikane fra chaufførens side. Ændrede sig Ifølge chaufføren lærte de hinanden at kende et år før drabet 10. september 2005. Da var kvinden i praktik på en institution i Aars, hvortil han havde en del særkørsler. Hun fik hans telefonnummer og ringede efterfølgende hver dag. Efter en måned begyndte de at ses, bl.a. på rastepladser, men senere flere gange i taxichaufførens lejlighed i Aalborg og hjemme hos hende i Nørager. - Vi har haft seksuel omgang. Kysset og sådan, fortalte taxichaufføren. Ifølge ham varede deres forhold til foråret 2005, hvor kvinden gik til afsluttende eksamen på pædagogseminariet i Ranum. I samme tidsrum sås hun med den 30-årige mand, der var brudt ud af et 10-årigt ægteskab for at hellige sig hende. - Pludselig ændrede hun sig fuldstændig. Tog ikke telefonen, når jeg ringede, forklarede taxichaufføren. Herefter fulgte en periode, hvor de slet ikke sås eller talte sammen bortset fra et enkelt opkald, hvor hun forklarede, at hun nu ville koncentrere sig om Alsonso Kjær for at få parforholdet til at fungere igen. En situation som taxichaufføren var utilfreds med. - Jeg følte mig røvrendt. Jeg havde hjulpet hende med så mange forskellige ting, og så lige pludselig ville hun ikke mere, fortalte taxichaufføren, der mente, at hun skyldte ham en ordentligt forklaring. Et tilfældigt møde Tilsyneladende tilfældigt mødte han hende senere i Aars. Han i sin hyrevogn, og hun på vej til Bilka i Aalborg. De aftalte at køre hver sin vej, men kort efter lagde han sig lige bag hende på motorvejen hele vejen til City Syd. Ifølge hans vidneudsagn havde han i forvejen planlagt at køre til storcenteret. På parkeringspladsen mødes de endnu engang. I mellemtiden har kvinden fået kontakt til den 30-årige mand, der nu er dukket op. Han siger, at taxichaufføren skal lade hende være i fred, hvorefter begge parter trækker sig. Ifølge kvinden når taxichaufføren at udbryde: ”Det her kommer du til at fortryde din kælling”. Han mindes derimod at have sagt, at nu kan du godt være bange. Og det udsagn bad forsvareren om at få uddybet hensigten med. - Jeg har aldrig villet gøre hende fortræd. Det var i øjeblikket, fordi hun havde fået ham til at dukke op. Jeg tænkte ikke noget specielt med det, svarede taxichaufføren.