Tredje mand spøger i drabssag uden lig

Politiet har sigtet en tredje mand for at have medvirket til drabet på forretningsmanden Henrik Madsen.

Tredje mand spøger i drabssag uden lig

En tredje mand mistænkes af politiet for at have været med, da forretningsmanden Henrik Haugberg Madsen for to år siden formentlig blev skudt og derefter parteret.

Mandag er nævningesagen indledt mod to mænd, som er anklaget for drab og for usømmelig omgang med liget.

Politiet har dog ikke et håndfast bevis på, at Madsen faktisk er blevet slået ihjel, efter at han forsvandt fra en feriehytte i Karrebæksminde. Liget er aldrig fundet.

Madsens tidligere registrerede partner og dennes kammerat, som han lærte at kende under en afsoning i Nyborg Statsfængsel, er tiltalt.

Men i Retten i Næstved deltager ikke bare de to mænds forsvarere, Merethe Stagetorn og Ole Madsen.

En tredje advokat er på plads - og han forsvarer den mystiske tredje person.

Advokat Finn Walther Petersen vil ikke udtale sig til pressen og forklare, hvem han repræsenterer.

Men han repræsenterer en bestemt navngiven person, som politiet har rejst sigtelse imod. Dels for medvirken til drab og dels for medvirken til bortskaffelse af liget.

Imidlertid er personen ikke varetægtsfængslet, og anklagemyndigheden har heller ikke rejst tiltale. Tilsyneladende fordi politiets materiale er for svagt.

Vedkommende kan dog blive belastet af de oplysninger, som kommer frem under den langvarige nævningesag, hvor over 40 vidner skal afhøres.

Og i den forbindelse skal den tredje mands forsvarer have mulighed for at stille spørgsmål.

I mange måneder har politiet efterforsket mod den ukendte person. Denne del af efterforskningen har tidligere under et retsmøde i Østre Landsret om varetægtsfængsling af de to nu tiltalte været brugt som begrundelse for, at dørene skulle holdes lukket for offentligheden.

Madsen blev sidst set i live 11. november 2010. Nogle dage senere henvendte partneren sig til politiet og udtrykte uro over, at han var væk - angiveligt med op mod 200.000 kroner.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.