Fodbold

Tredje rets-sag om invaliditet

AaB har stævnet sit forsikrings-selskab, der på ny ikke vil udbetale erstatning

AALBORG:- Fuppet er så meget sagt, men jeg føler, at forsikringsselskabet trækker sagerne helt unødigt i langdrag, ja man kan nærmest ikke se deres røv for bare skosåler, når de skal af med penge. Til gengæld har der aldrig været noget, når de skulle have deres i størrelsesorden 800.000 kroner i forsikringspræmier fra os. Sportsdirektør i AaB Lynge Jacobsen var mildest talt vred, da han i går på et pressemøde fortalte, at klubben nu for tredje gang har stævnet klubbens forsikringsselskab Gerling Danmark i en sag om fodboldinvaliditet. Det drejer sig om Lennart Bak, som allerede i juli fik Arbejdsskadestyrelsens ord for, at han aldrig kommer til at spille fodbold på højt plan igen. I forvejen slås AaB med forsikringsselskabet om udbetaling af penge for to andre fodboldinvalide, Lars Thomsen og Frank Strandli. Begge er efter langvarige lyskeskaber erklæret for fodboldinvalide. Sportsdirektøren lod ingen i tvivl om sin holdning til klubbens hidtidige forsikringsselskab, der har stået for forsikring mod spiller-skader og invaliditet, og direkte adspurgt sagde han da også, at klubben vil gøre alt for at slippe ud af engagementet med selskabet ved årets udgang. - Der er absolut ikke tale om et godt kunde-klientforhold i specielt den sidste sag med Lennart Bak. Forsikringsselskabet var inviteret med ved dette pressemøde for at give deres syn på sagen, men de ønskede ikke at være tilstede, sagde Lynge Jacobsen blandt andet. - I sagen Lennart Bak er de simpelthen gået for vidt. Vi har Arbejdsskadestyrelsens og en række kvalificerede lægers ord for, at han aldrig kommer til at spille fodbold igen, men alligevel fastholder deres konsulent, at der kan komme bedringer og kræver Bak til nye undersøgelser. Det kalder jeg tidsudtræk, og det er aldeles urimeligt overfor Lennart Bak, understregede Lynge Jacobsen. - Vi kræver meget af vore spillere, når de træner og er på banen. Til gengæld er vi der også for dem, hvis de får brug for hjælp. Vi ville naturligvis allerhelst have set Lennart Bak på fodboldbanen for os igen, og så længe, der har været en chance for det, har vi forfulgt den. Til dem, der siger, at det er økonomisk attraktivt, at vi får en forsikring udbetalt, vil jeg bare sige: Det er skidedårligt økonomisk for AaB, selv hvis vi får fuld udbetaling, sagde sportsdirektøren uden at ville sætte beløb på. Han kaldte dog forsikringssummerne for millionbeløb samlet fra de to forsikringer, AaB's og Lennart Baks privattegnede, der begge er tegnet hos Gerling Danmark, der har hjemme på Rådhuspladsen i København. AaB har brugt dette forsikringsselskab siden 1999, hvor klubben på sportsdirektørens anbefaling skiftede fra Lloyds. - Jeg må erkende, at det produkt, vi fik stillet i udsigt tilsyneladende ikke er godt nok. Men hvis der er tegnet en forsikring, der skal komme til udbetaling, så snart en spiller ikke har kunnet passe sit fodboldarbejde i 12 måneder i træk - og det er jo tilfældet med alle vore tre sager, ja så tror man jo, at alt er i orden sagde sportsdirektøren, der i øvrigt meget gerne ville se på skrift den anbefaling fra forsikringsselskabets lægefaglige konsulent, som kræver flere undersøgelser af Lennart Baks knæ. - Det er useriøst, at vi ikke må se deres papirer, og derfor har vi fra nu af overladt sagen til vore advokater, sagde Lynge Jacobsen, der ikke kan sætte en tidshorisont på hverken Lennart Baks sag eller sagerne, der involverer Lars Thomsen og Frank Strandli.