Tredje sejr til ØBI's håndbolddamer

Ø. BRØNDERSLEV: I en kamp der var lettere end forventet, fik Ø. Brønderslev Idrætsforeninges damer i håndboldens serie 2 den tredje sejr af lige så mange mulige, da holdet vandt over Vrå med 17-12 efter 7-5 ved pausen. Træner Jens Holt havde ud fra Vrås to første kampe forventet sig langt mere modstand, end den han fik. Holdet havde ikke en eneste skudtrussel udefra, og da samtidig ØBI's forsvar stod godt, kunne Vrås score holdes nede på 12 mål. Modsat kunne Jens Holt godt kunne tænke sig, at angrebsspillet havde fungeret en del bedre, end hvad der blev vist. Traditionen tro viste ØBI's målvogter Lone Svendsen flot spil, ellers blev sejren bragt hjem på en holdindsats og et noget bedre spil end i sidste kamp mod Sport 81. ØBI's mål blev scoret af Maria Kristensen med fem mål, Charlotte Christensen og Tina Sloth hver fire, mens Ellen Filholm og Julie Drustrup hver scorede to mål. obj