Brønderslev

Tredobbelt fest

Tre generationer holder fælles fødselsdagsfest

Ole Rømer, Finn Rømer og Henrik Rømer fejrer tilsammen 180-års fødselsdag. Privatfoto

Ole Rømer, Finn Rømer og Henrik Rømer fejrer tilsammen 180-års fødselsdag. Privatfoto

Af Esben Heine

esben.pedersen@nordjyske.dk

BRØNDERSLEV:Tre generationer vil fejre fælles fødselsdag med omkring 200 gæster. Det er Ole Rømer, Solvangsvej 36A, Brønderslev, sønnen Finn Rømer, V. Starengvej 389 i Brønderslev og barnebarnet Henrik Rømer, Løkkensvej 471 i Stenum.

Ole Rømer fylder 90 år tirsdag 25. august, Finn Rømer 60 år i dag og endelig fylder Henrik Rømer 30 år fredag 28. august. Festen holder de lørdag 19. september, og det er Finn Rømer, der rydder sit værksted, for at skaffe plads til deltagerne i den tredobbelte fest.

Det var Ole Rømer, der fik ideen, og søn og barnebarn var med på ideen.

Ole Rømer er fra Sindal. Efter giftermålet arbejdede Jytte og Ole Rømer på et peberrodsgartneri nær Sindal. De drev i fem år en ejendom i Nr. Harritslev, inden de i 1954 flyttede til Blåsiggårds Mark ved Thise.

De drev et landbrug med kvæg og svin på den 20 tønder land store statsejendom, der var udstykket fra den nærliggende Blåsiggård.

I 1960’erne etablerede de så maskinstation på ejendommen, som et supplement til landbruget.

Det var særdeles populært, da de fik et transportabelt tærskeværk, som de kørte rundt med.

Rullende tærskeværk

Det var en traktor, der trak tærskeværket, der stod på en vogn. Med et rullende tærskeværk kunne landmændene få deres korn tærsket på markerne, og de kunne så køre halm og korn hjem i laderne.

På den måde undgik landmændene at skulle have en stak ved ejendommen. Mange mindre landbrug havde ikke plads i laderne til de uhøstede kornneg, og lavede derfor en stak uden for. Dette korn kunne tage skade af at ligge ude. Det var bedst, at det kom i hus. Om vinteren kørtes tærskeværket ind i laden, hvor kornet blev tærsket.

- Hvis folk ikke havde kraft indlagt, blev strømmen til tærskeværket hentet fra luftledningerne.

Efter fire år blev tærskeværket udskiftet med en mejetærsker, så kornet kunne høstes på stedet.

- De fleste opgaver var udkørsel af møg. Vi havde tre møgspredere, og landmanden kørte så med den ene, mindes Ole Rømer.

Han havde kunder i Manna-Thise og Vrensted-området.

Foruden Finn har Jytte og Ole Rømer fire børn. Birthe bor i Serritslev, Lis i Hjørring, Jan i Ø. Hjermitslev og Jette i Brønderslev. De har 11 børnebørn og 9 oldebørn.

Ole Rømer er stadig aktiv. Hver dag er han tre timer hos datteren Jette, hvor han hjælper med at passe grise.

Finn Rømer var kun fem-seks år, da han begyndte at køre traktor på faderens maskinstation. Han er i 1975 udlært maskinarbejder på Uggerbys Maskinfabrik i Brønderslev.

Han kørte i en årrække – fra 1977 til 1993 - mælk for først Brønderslev Mejeri, der senere blev en del af Mejeriselskabet Nordjylland og senere Mejeriselskabet Danmark.

Han havde allerede i 1981 etableret Rømers Maskinstation, og i 1993 kunne han på fuld tid koncentrere sig om maskinstationen, idet han stoppede som tankvognschauffør.

Foruden sønnen Henrik har Finn Rømer sønnen Jim på 33 år.

Begge er i dag en del af firmaet, der nu hedder Rømers Maskinstation og Vognmandsforretning ApS. Det skete i 2007.

Henrik Rømer er uddannet landbrugsmaskinmekaniker hos Manna Traktor, og det er broderen også.

I en periode drev Henrik Rømer vognmandsforretning, inden han gik sammen med faderen. I 2009 kom sønnen Jim hjem efter ni år som mekaniker, og hans opgave har været koncentreret om værkstedet.

Henrik Rømer er gift med Thea.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.