Fjerritslev

Trekroner-elever er sikre i trafikken

Alle bestod cyklistprøve og det glæder nærbetjenten

TREKRONER:Elevene i 6. klasse på Trekronerskolen er gode til at begå sig i trafikken. I hvert fald når det foregår på cykel. Nærbetjent Bent Jensen fra Løgstør Politi har kontrolleret elevernes optræden i trafikken, og han har udelukkende roser til både deres teoretiske viden og praktiske formåen. - 22 af klassens 24 elever deltog i cyklistprøven. 14 af eleverne nåede op over 500 af 600 mulige point, og ingen fra klassen fik under 400 point. Jeg betragter et resultat på 500-600 point som meget flot og 400-500 point som i orden, fortæller Bent Jensen. Højest scorende elev var Alberte Svenningsen med 580 point skarpt fulgt af Sara Tougaard med 570 point. - Det er helt unikt, at alle eleverne fik så gode bedømmelser. Det er ikke normalt, at en alle elever i en klasse får over 400 point, som er kravet om at bestå cyklistprøven. Bent Jensen fortæller, at Trekronerskolen har gjort en stor indsats for at sikre et meget højt niveau af trafiksikkerhed hos eleverne. - De har således for nylig haft besøg af en lastvogn. Her kunne eleverne se, hvor lidt en chauffør kan observere fra førerhuset. De fik også i praksis prøvet, hvordan de skal forholde sig, når en lastvogn skal svinge. Cyklistprøverne fortsætter hos 6. klasserne på kommunens øvrige skoler. Tirsdag 3. maj gælder det Ørebroskolen samt Thorup-Klim Skole, og ugen efter Fjerritslev Skole.