Nørholm

Trekroner-spillerne tog både guld, sølv og bronze

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

trekronerspillerne dominerede spillet og vandt de tre første titler ved krolffestivalen i V. Thorup. Edna Christoffersen (tv.) snuppede sølvmedaljen, Leo Birch guldmedaljen og Kristian Hansen bronzemedaljen.

V. THORUP: Klonk. Trækøllen sender den lille gule kugle godt 15 meter hen over græsset, inden den falder til ro. Næste spiller gør klar til også at sende sin kugle - den røde - mod hullet knap 20 meter væk. De fire spillere og deres regnskabsfører følger med åndeløs spænding hvert eneste slag. For det er en konkurrence. Hvem får kuglen i hul med færrest mulige slag? Spillet hedder krolf - et miks af kroket og golf. Køllerne og kuglerne kommer fra kroket, mens buerne er afløst af huller som i golf. Derfor navnet. Spillerne var heldige med vejret. Ingen regn, kun lidt blæst og nogen sol. - De er gode. Men de spiller også hver uge. Leo Pedersen var glad for at kunne kåre tre krolfspillere fra Trekroner som de bedste på banerne, da Dansk Arbejder Idrætsforbund havde krolffestival i V. Thorup. Leo Birch vandt fulgt af Edna Christoffersen med Kristian "Post" Hansen på tredjepladsen. Der var 18 deltagere fra Thorup-Klim, Trekroner og Nørholm. De måtte alle gennem to baner på hver 12 huller, inden der var samling med præmieoverrækkelse i Thorup-Klim Boldklubs lokaler på stadion. - DAI sætter i år og næste år fokus på krolf som aktivitet for seniorerne på 60 år og derover. Det er en sport, næsten alle kan være med til uanset evt. handicap, forklarer Leo Pedersen. Han er formand for DAI seniorerne i Region Nord.