Trey Greenwood takker for tiden hos Bjarne Riis

Den afgående direktør på Team Saxo-Tinkoff, Trey Greenwood, er stolt over sine over fem år hos Bjarne Riis.

Trey Greenwood takker for tiden hos Bjarne Riis

Der bliver ikke smækket med døre fra den afgående administrerende direktør hos Team Saxo-Bank, Trey Greenwood.

Tværtimod takker Greenwood for en god tid på det danske cykelhold, der er ejet af Bjarne Riis.

- Det har været fem og et halvt meget spændende og begivenhedsrige år med holdet. Det har været en periode præget af store forandringer og mange udfordringer, siger Greenwood til holdets hjemmeside.

- Når jeg ser tilbage på det hold, jeg blev en del af dengang, og sammenligner med det hold, jeg nu forlader, er jeg meget stolt over de fremskridt, vi har gjort og de resultater, vi har opnået, ikke bare på landevejen, men også kommercielt.

- Virksomheden går nu ind i en ny fase, og jeg er klar til at se mig om efter nye muligheder og udfordringer, forklarer Greenwood.

Bjarne Riis overtager selv posten som ny administrerende direktør, og han takker Greenwood for mange års tro tjeneste.

- Jeg ved, at jeg vil komme til at savne mange af mine kolleger og venner på holdet, men jeg vil fortsat følge holdet som entusiastisk fan, og jeg ønsker holdet alt det bedste i fremtiden, siger Greenwood.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.