Tyverier

Tricktyv slog til to gange mere i går

Mand lyver sig til at ”låne” småbeløb hos vildtfremmede mennesker

HIRTSHALS/SINDAL:Politiet i Hirtshals fik i går yderligere to anmeldelser om tricktyverier. Tricktyven er åbenbart en dreven løgnhals, for politiet har nu fået over 20 anmeldelser, og trods flere omtaler i avisen, lykkes det ham stadig at narre penge fra vildtfremmede. I går gik det ud over en mand i Sindal, der lånte tricktyven 600 kr. efter en af tyvens røverhistorier. - Det var noget med at han havde bakket på en bil og skulle have en ny kofanger, som kostede 840 kr. og så manglede han lige 600 kr. Det var en vældig historie han havde digtet, fortæller politiassistent Peter Holst fra Hirtshals Politi. Dagens andet offer var en dame i Hirtshals, der fik serveret en historie om at manden havde smækket sig ude og nu stod og manglede 280 kr. til låsesmeden. - Manden er ikke helt dum. Han undersøger hvad folk hedder, inden han henvender sig, og når han så kan se, at det er konen, der går ude i haven, spørger han efter manden ved navn og siger, at han kender ham. Det gør jo at konen hopper på den, siger Peter Holst. Selv om politiet har afsløret tricktyven, som har tilstået 18-19 tilfælde og er blevet sigtet i sagen, ser han øjensynligt ingen grund til at holde sig på dydens smalle sti, mens han afventer retssagen. Det har politiet dog ikke tænkt sig at han skal have lov at blive ved med. Hirtshals Politi var ude at lede efter ham i går, men kunne ikke finde ham. Tricktyven er 32 år og beskrives som ca. 170 cm høj, almindelig af bygning og med kort, mørkt hår. Han har hverken skæg eller briller. Han er velplejet og velklædt og optræder høfligt.