Tricktyve snød med euro

SÆBY:Politiet i Frederikshavn efterlyser de to mænd, der tirsdag eftermiddag begik et tricktyveri mod Trafikcenter Syd i Sæby. De to mænd gik ind i Statoil for at købe cigaretter. De ville betale med en 500-euro-seddel - cirka 4000 kroner i danske penge. Det skabte naturligvis forvirring, fordi det krævede et størreveksels-arbejde. Forvirringen blev ikke mindre af, at de to mænd pludselig fortrød og ville have pengene tilbage i Euro. Da de to mænd var gået igen opdagede ekspedienten, at der manglede en del danske penge i kassen. Statoil ønsker ikke at oplyse, hvor mange penge der forsvandt ved tricktyveriet, men bekræfter dog, at der var tale om flere sedler. De to mænd på cirka 30 år beskrives begge som sydlandsk af udseende. De havde mørkt hår og et mørkt overskæg og snakkede tilsyneladende fransk. De to mænd formodes at have været på en tyve-turne i Nordjylland, fordi en tank i Aalborg melder om en lignende episode. Og her beskrives personerne på samme måde med en tilføjelse om, at de havde mørkt tøj på og kørte i en peugeuot 406. Oplysninger om episoden i Sæby eller de to gerningsmand kan gives til Frederikshavn Politi på telefon 96221448.