Trigon skal lægge fliser for to mio.

SÆBY:Det bliver entreprenørfirmaet Trigon, der skal fliselægge Sæby Havnefront for to mio. kroner. Medlemmerne af teknisk udvalg og økonomiudvalget er rørende enige om det fornuftige i at overdrage opgaven til Trigon, der allerede er i fuld sving med at kloak-sanere havnen. - Trigon har maskiner og personel på havnen og kan tilrettelægge arbejdet perfekt. Kloaksaneringen og fliselægningen kommer i umiddelbar forlængelse af hinanden, og det er oplagt, at det samme firma udfører begge opgaver, siger viceborgmester Erling Thomsen (S). Kommunen har bedt Trigon komme med et tilbud på opgaven, og virksomheden har svaret tilbage, at prisen vil være knap to mio. kroner. For dette beløb kan Trigon fliselægge hele havnefronten - nærmere bestemt fra DLG-bygningen til iskiosken ved Fiskerstien - samt området ved havnekontoret og på "øen" ved Sæby Roklub. Også den grusbelagte p-plads ved den tidligere restaurant Kattegat vil blive forsynet med fliser, ligesom der stilles bænke og pullerter op. Ny belysning er ikke med i tilbuddet. Et overslag viser, at det vil koste små 200.000 kroner at sætte lamper op, og inklusiv vand- og eludtag ved bådpladserne samt uforudsete udgifter løber regningen samlet op i 2.446.000 kroner. Der er sat to mio. kroner af på budgettet til belægning, mens den sidste del af regningen må betales fra andre konti. Ifølge Erling Thomsen er det endnu ikke afgjort, hvilken type fliser, man vælger at lægge på havnefronten. Store brede fliser, som man blandt andet kender fra Sæby Torv, har været drøftet. Men også de mindre S-formede SF-sten er inde i billedet. - De såkaldte SF-sten er stærkere end de store fliser og vil give en utrolig flot finish. Men som sagt er det ikke afgjort endnu. Under alle omstændigheder er jeg overbevist om, at slutresultatet vil blive utrolig flot og "spille" flot sammen med de store byggeprojekter, der er på havnen. Som viceborgmester, menneske og borger i kommunen er jeg utrolig glad for den udvikling, der sker på Sæby Havn netop nu, konstaterer Erling Thomsen.