Trille skal trylle

Seks ansøgninger får tilskud fra en hastigt skrumpende pengetank

Seks ansøgere fik tilsammen bevilget 175.000 kroner, da politikerne i amtsrådets undervisnings- og kulturudvalg onsdag behandlede en række ansøgninger til Kulturpuljen. Dermed kan bunden i puljen allerede nu så småt skimtes - udvalget har 137.000 kroner tilbage til resten af året. Blandt de ansøgere, der kan se frem til et rart brev, vil være direktør Ernst Trillingsgaard, Aalborg Kongres & Kultur Center. Han får nemlig 25.000 kroner til tryllekonferencen Nordisk Magisk Festival de tre første dage af april. - Det er et meget åbent arrangement med blandt andet gadetrylleri og forestillinger for børn og familier. Børn fra hele amtet er blevet indbudt, og det er et fint projekt, som vi gerne vil støtte, forklarer Gunhild Bach Nielsen (R), der er formand for udvalget. Aalborg Kongres & Kultur Center havde søgt om 50.000 kroner, men får altså det halve. Den største tildeling gik til centerets næstennabo Nordjyllands Kunstmuseum, der arrangerer en H.C. Andersen-Kina udstilling, formentlig med start i begyndelsen af april. Den omfatter omkring 100 stykker kinesisk samtidskunst, skabt af 20 kunstnere, der forholder sig til H.C. Andersens liv og forfatterskab. - Vi håber, at den kan være et fyrtårn som Picasso-udstillingen for et par år siden. Det kan gøre folk opmærksomme på, at der virkelig sker noget på museet - det handler om markedsføring, understreger Gunhild Bach Nielsen. To gamle kendinge, nemlig Vikingespillet på Lindholm Høje og Fyrkatspillet i Hobro fik hver 30.000 kroner i tilskud. Modsat de øvrige beslutninger dog ikke af et enigt udvalg: Signe Friis (V) stemte imod, da hun mener, at samme ansøger ikke bør have tilskud flere år i træk. Udvalget besluttede - i enighed - at give 15.000 kroner til Fonden til bevarelse af gamle Aalborghuse, som til november udgiver en bog om arkitektur på Østerå og Boulevarden i Aalborg. Normalt støtter udvalget ikke lokale projekter, men da Aalborg er regional hovedstad har bogen også regional interesse, lyder begrundelsen. Endelig blev der 25.000 kroner til Kirsten Kjærs Museum i Frøstrup til kunstsymposiet Metarmorfose II, som vil inddrage 10 skoler, deraf fem fra Nordjyllands Amt. En række ansøgere får et knap så muntert brev. De bliver sendt til Aalborg Ungdomsskole med to projekter, Museet Simons Raalling i Aalborg til en hal, Fritidshuset i Dall Villaby ved Aalborg til et handicaptoilet, Hune Menighedsråd til en H.C. Andersen Festival, Erhvervs- og Turistkontoret i Dronninglund til et projekt om PH og Nordjylland, Landsbyrådet i Støvring til håndbogen "Landsbyerne på banen" og projektet Atlantik Walk, der en en del af programmet, når Stavanger i 2008 skal være Europæisk Kulturhovedstad. Endelig får kunstnere Thomas Linder Box og Lisa Rosenmeier afslag på hver sin ansøgning, den ene til en udstilling, den anden til et katalog om projektet "Memento projects".