Trine stopper efter 32 år

Trine Nielsen kan med sindsro gå fra borde. Gennem 32 år har hun været leder af Try Museum, og hun stopper med årets udgang.

Trine Nielsen fik et maleri i afskedsgave. Birgit Sørensen overrakte værket. Foto: Ole Torp

Trine Nielsen fik et maleri i afskedsgave. Birgit Sørensen overrakte værket. Foto: Ole Torp

Museumsforeningens bestyrelse har fejret Trine Nielsen med en reception på Dorf Møllegård. Omkring 100 mennesker var mødt op for at fejre Trine Nielsen, som kan se tilbage på 32 aktive år. Det fortælles, at da hun tiltrådte i 1979 som første faguddannede leder, var der kun en gammel støvsuger i museet. Siden er det bygget op. Dengang var museet lige blevet statsanerkendt. Try Museum var det første museum i Nordjylland, der begyndte med levendegørelse. Det var i 1982, og siden har den idé bredt sig til mange museer. - I 1989 skulle vi rømme depoterne i kommunen. Heldigvis kunne vi stille nogle af tingene på Knudsgaard, som Anders Andersen ejede. Blandt andet laden blev taget i brug, fortæller Trine Nielsen. - I 1990 var der mulighed for at overtage møllehuset og resterne af Øster Mølle. - I 1991 overtog vi så Knudsgaard. Men den helt store opgave var i 1996, da vi overtog Dorf Møllegård med vindmøllen. Heldigvis støttede Friluftsrådet initiativet. - Vi skal nu overtage vindmøllen, men først efter at der er kommet vinger på. I 2000-2003 blev der indrettet jagt- og skovbrugsmuseum i den østlige længe. Trine Nielsen siger, at uden de mange frivillige kunne det ikke lykkes. Formand for bestyrelsen, Birgit Sørensen, roste Trine Nielsen for hendes indsats gennem de 32 år. Det var Trine Nielsens far, der var med til at oprette museet, som han i 40 år stod i spidsen for. - Der har ikke været mange penge at gøre godt med. Og Trine Nielsen har ikke brugt pengene på f.eks. stole og borde. - Det er efterhånden blevet til mange bygninger og mange genstande. Trine Nielsen har fået mange ting ind gennem årene. - Der har ikke været mange ansatte, men der har heldigvis været mange frivillige, der har taget en tørn på museet. Birgit Sørensen oplyste, at Trine Nielsen har været meget engageret i foreningslivet. Hun har været i bestyrelsen for og formand for Dronninglund Turistforening og været med i et samarbejde med andre museer. Birgit Sørensen takkede Trine Nielsen for det store arbejde, hun har udført. Og så fik Trine Nielsen et tilbud, hun ikke kan sige nej til. - Vi har altid brug for frivillige, lød det fra Birgit Sørensen.