EMNER

Trip Trap-folk gør det selv

Havnens Snedkeri har løsrevet sig og sikrer beskæftigelse for seks

HADSUND:Alternativet var en fyreseddel til en eller to i den særdeles fint fungerende snedkerafdeling under Trip Trap i Hadsund. Uden ret lang betænkningstid er 43-årige Henry Jensen og hans 41-årige makker, Søren Kondrup, i stedet sprunget ud i det som selvstændige. De åbnede i fælleskab i går Havnens Snedkeri med de hidtidige medarbejdere i de hidtidige Trip Trap lokaler på havnen. - Vi skulle ellers have skåret ned med en mand eller to i snedkerafdeling, da vi har lavet indskrænkninger på visse modeller. I stedet har vi lavet den løsning, at alle snedkerafdelingens seks mand nu er startet for sig selv i lejede lokaler hos Trip Trap. Det sker med med en aftale om langt over halvdelen af produktionen fortsat skal gå til Trip Trap, fortæller administrerende direktør for Trip Trap, Jørgen Purup. Mens Søren Kondrup, der har været ni år på værkstedet, er fuldtids iværksætter, er Henry Jensen fortsat ansat hos Trip Trap og kan som sådan sørge for den direkte kommunikation mellem modervirksomheden og dens knopskydning. Han får under alle omstændigheder mere at lave, og det regner Søren Kondrup og deres erfarne team også med at få. - Vi har jo i forvejen en lind støm af ordre fra Trip Trap og skal her lave det sammen, som vi plejer. Dertil kommer så, at vi kan gå ud på det frie marked og tilbyde en lang række specialopgaver inden for møbler, gulve, indretning af butikker og specielle luksusløsninger til både private og virksomheder i den gode Trip Trap kvalitet, som folk kender, fortæller Søren Kondrup. - Vi har faktisk ofte fået henvendelser om, vi ikke kunne lave dette eller hint, men har måttet sige nej, fordi var en del af Trip Trap. Nu får vi mulighed for at kaste os ud i alle mulige projekter, siger Søren Kondrup. Hverken han eller Henry Jensen har haft mere end en måned til at overveje, om de ville havde foden under eget træbord, og der har ikke været tid til de dybere overvejelser eller til forkromede iværksætterkurser. De øvrige fire mand på værkstedet har ligesom de to indehaverede været rigtig mange år hos Trip Trap og udgør et velfungerende team med et værdifuldt knowhow. De fik en uge til at sige ja eller nej til det nye ansættelsesforhold, og alle sprang til. Mens vi to iværksættere er i begyndelsen af 40’erne, er de fire andre på holdet alle over 50. Faktisk er de det levende bevis på, at det grå guld er guld værd. Når vi for fremtiden skal hen og lave noget, der virkelig kræver råd og vejledning fra en erfaren mand, skal vi ikke til at finde ham først. For han er jo på værkstedet allerede, tilføjer Søren Kondrup, der heller ikke vil afvise, at der hen ad vejen kan blive plads til flere medarbejdere på værkstedet. - Vi tager det som det kommer og lærer af de erfaringer, vi får, siger Søren Kondrup optimistisk.