Trist for alle parter

Nordjysk klub kommer til at profitere af konkurs - ingen jubler

AaB og White Hawks slipper for en nervepirrende kamp om den sidste slutspilsplads. Foto: Peter Broen

AaB og White Hawks slipper for en nervepirrende kamp om den sidste slutspilsplads. Foto: Peter Broen

Af Søren Pedersen soeren.pedersen@nordjyske.dk NORDJYLLAND: De slap for et nervepirrende opløb om den sidste slutspilsplads. Men der var ingen jubel i hverken Frederikshavn White Hawks eller AaB Ishockey, da det i går stod klart, at Totempo HVIK må lukke. - Det er trist. Det er meget trist for både Totempo HVIK og for dansk ishockey, lød kommentaren fra Frederikshavn White Hawks' direktør Mogens Andersen. Og hans kollega i AaB, Ole Nielsen var helt enig. - Vi har det sådan, at vi helst vil spille os til pladsen. Så det er ikke sådan, at vi står med armene over hovedet. Jeg synes det er trist for Hvidovre, som har gjort det godt i sæsonen og har været en god fornyelse i ligaen i de seneste to år, sagde Ole Nielsen. Hvidovreklubbens kollaps skyldes dels, at Totempo kæden gik konkurs i fredags. Dels at en anden sponsor, NRG Scandinavia ikke mener at have en aftale med klubben. NRG's sponsorat er oprettet af en salgs- og marketingsdirektør, som ikke havde beføjelser til den slags. Han er nu bortvist og politianmeldt. - Det gør det ekstra ærgerligt. Havde de nu overbudgetteret og brugt for mange penge havde det være en anden sag. Så havde man måske ikke haft medlidenhed med dem, sagde Mogens Andersen. På sejrsjagt Når mellemspillet genoptages om 14 dage ligger White Hawks nummer syv og AaB nummer otte, og kun fælles hjælp kan bringe dem forbi Esbjerg på sjettepladsen. Men begge klubber vi gøre forsøget - også i håb om, at tilskuerne vil troppe op trods alt. - Vi trænger om nogen til at få noget selvtillid tilbage, så vi går efter at vinde alle vores sidste kampe, mente Ole Nielsen, mens Mogens Andersen ovenpå to sejre i træk havde masser af selvtillid på holdets vegne. - Til gengæld har vi en masse at revanchere fra tidligere på sæsonen, sagde han. Som situationen er nu, så står de to nordjyske hold til at møde henholdsvis Rødovre og Herning i kvartfinalerne